Tilbage

Pétanque 2021

I vores alliance er der en gammel tradition for at spille petanque. Tidligere som starten på efterårssæsonen, nu som afslutning på forårssæsonen. Det er et arrangement, der tiltaler mange, da de fleste kan være med på banen – eller nyde et glas vin som tilskuer. Det kræver ingen franskkundskaber, men alligevel opstår der altid en fransk stemning på grusbanerne i Ansgar Anlæg, for vejret er som regel skønt, og flere franskmænd møder gerne op og hjælper med både spillet og det franske. Efter dysten er der fællesspisning ved bænkebordene. Nogle år har alliancen sørget for en buffet med ost, charcuteri, oliven mv., i nyere tid har vi haft fællesbord, hvor medlemmerne har medbragt lækre salater, quiches, oste etc. Lagkager har også været en tradition, hvis der har været runde fødselsdage i farvandet. Fransk vin er også en vigtig ingrediens. Der plejer at komme mellem 35 – 60 personer. Mange nye har benyttet sig af dette arrangement for at se, hvad alliancen er for noget – også fordi, det ikke kræver, man forstår fransk – og mange er heldigvis blevet medlemmer.

Léa

Gloser/mots de pétanque:

  • Boules: Kugler. Man spiller med metalkugler.
  • Le cochonnet: Den lille gris. Den kastes ud på banen, og så gælder om at komme så tæt på, som muligt, med kuglerne. Grisen er af træ.
  • Le cercle de lancement: Den cirkel, man står i, når man kaster sin kugle.
  • Des équipes: Hold. Man spiller på hold à 1, 2 eller 3 personer.
  • Pointer: Betyder at kaste sin kugle med det formål, at den kommer så tæt på grisen, som muligt.
  • Tirer: Betyder at kaste sin kugle med det formål, at ramme modstanderens kugle, så den skydes væk fra grisen.
  • Points: Det hold, der har en kugle nærmest grisen, får et point for alle de kugler, de har nærmere grisen, end modstanderens nærmeste.
  • Gagnant: L’équipe gagnante – det vindende hold – er det hold, der først opnår 13 points.

Kugler

Man siger tit ‘jouer aux boules’, når man spiller pétanque. Man kan sige, at overordnet kaldes de forskellige spil med kugler for ’jeux de boules’, hvad enten det er La pétanque, La boule lyonnaise, eller det italienske Boccia. I Frankrig er der mange variationer.
La pétanque stammer fra Provence (fra Jeu Provençal). I 1907 besluttede en Jeu Provencal-spiller, der havde gigt, at lave den cirkel, man i dag står i, når man kaster. Så slap man for at spæne rundt på banen, og det er vi da mange, der er taknemmelige for. Navnet pétanque stammer fra pèd (fødder på provencalsk) og tanca (anbragt) – altså fødderne solidt plantet i cirklen.

Der måles

Fællesspisning