De senere år har vi haft flere koncerter og arrangementer om musik i Alliancen, ofte i samarbejde med andre. Arrangementerne giver ofte god mulighed for, man også får snakket sammen, og der møder altid mange op. Man behøver heller ikke at kunne tale eller forstå fransk, for at lytte til fransk musik. Så koncerter vil nok også stå på programmet fremover, selv om de ikke altid hører til de mest enkle at arrangere.

Heldigvis har vi nogle gode samarbejdspartnere. Odense Domkirke er en af dem. Vi har efterhånden afholdt flere klassiske koncerter i domkirken i samarbejde med domorganist Randi Mortensen. Hun indleder gerne koncerten med et orgelstykke af en fransk komponist, fx César Franck, hvorefter koncerten fortsætter i Sct. Knudsalen med fransk kammermusik. Første gang, vi havde sådan en koncert, var det i anledningen af Louis Viernes 150-års-dag, med pianist Henrik Bo Hansen og cellist Henrik Dam Thomsen (se fotos) - og selvfølgelig Randi Mortensen ved orglet.

Pianist Henrik Bo Hansen

Cellist Henrik Dam Thomsen

En anden god samarbejdspartner er Musikhuset Dexter. De har plads, flygel, lydmand, billetsystem, bar mv. - det, der skal til, når man laver koncerter med større navne. Vores første koncert på Dexter var med den kendte franske jazzpianist, Jean-Pierre Como. Han gav en forrygende solokoncert på Dexter lørdag den 30. oktober 2021 - med fuldt hus! Como er uddannet klassisk pianist, hvilket også kan høres i hans sensuelle og fine improvisationer og kompositioner.
I 2022 afholdt vi en helt anden type koncert på Dexter. Denne gang var det Magali Michaut, der underholdt med franske chansons og ballader. Hun præsenterede sin nye CD, Impressioniste. Dette blev også en stor oplevelse for publikum, der også denne gang var mædt talrigt op. Magali Michaut har tidligere givet koncert i Alliancen, nemlig efter vores generalforsamling den 11. maj 2021, og det er nok ikke sidste gang, vi inviterer hende.